Andorra 2015
Vi forlod Trébes og fortsatte mod Andorra. Vejen dertil gik først af en fin betalingsmotorvej, siden af
en ok motortrafikvej og til sidst - på det smukkeste stykke - af en smal landevej uden mulighed for at gøre
stop med campingvognen. Den smalle landevej gik ind gennem små byer og ned gennem en dal.
Vi krydsede grænsen ind til Andorra ved Pas dela Casa. Her går vejen op over et pas med serpentinerveje og det
hele, men heldigvis har man åbnet en betalingstunnel - Envalira Tunnel - i 2002, så vi slap for turen op over.
I første omgang i hvert fald.
Andorra skal i følge sagnet været grundlagt af Karl den Store og er det eneste nuværende eksempel på den
uafhængighed, som Pyrenæernes dale havde i middelalderen. Tilbage i 1282 besluttede biskopperne af Urgell
og greverne af Foix at dele overhøjheden over landet. Da greverne af Foix siden først blev konger af Navarra
og siden også af Frankrig, så fik Frankrig også pludselig det halve af Andorra.
I dag er det den franske præsident og biskoppen af Urgell der er overhøjhed - men det er næsten udelukkende
af formel karakter. Landet styres af et parlament med 28 medlemmer.
Efter bare 228 km og lidt over 3 timer kørte vi ind på Camping Internacional i Encamp.
Campingpladsen har bare 2 stjerner, men det gør ikke så meget, for den havde det vi skulle bruge. Der lå to
toiletbygninger på pladsen - begge af ældre dato og med nogle irriterende tryk-knap-brusere og vandhaner. Af
den type, hvor der skal trykkes hele tiden for at der overhovedet kommer vand...
Den øverste del af pladsen var forbeholdt fastliggere, men vi fandt en fin - lille - plads under nogle
pragtfulde skyggende træer. Desværre lige over for fodboldbanen og da der kom en flok spejdere og boede
på pladsen et par dage, så blev fodboldbanen brugt meget - med meget støv til følge...
Pladsen har sin egen lille pool - den nød vi meget for det var virkeligt varmt om eftermiddagen.
Den ene morgen var der bare 11 grader - da vi nåede middag var vi over 30 grader.
I følge et skilt måtte der i øvrigt kun være 80 personer i poolen ad gangen.
Det grinte vi ret meget af, for så ville den være overordentligt meget fyldt.
Der er ingen indkøbsmuligheder på pladsen - ud over en bar. Til gengæld lå der et lille
supermarked under 500 meter væk, så der smuttede Helle over for at købe brød hver morgen.
Vand hentede vi ved toiletbygningen tæt på og elstikket sad lige bag vognen.
Vores var vintersikret på et meget interimistisk måde.
Men vi er sikre på at vintersikringen har et formål, for pladsens højsæson er
faktisk om vinteren, hvor skituristerne valfarter til det lille land...
Men den lå smukt nede i dalen og vi havde en flot udsigt op mod bjergtoppene.
Camping Internacional ligger i byen Encamp ca. 4 km fra hovedstaden Andorra la Vella.
Byen ligger ved floden Valira d'Orient og vi skulle da lige ud og se os om i byen en aften
efter spisetid. Der var temperaturen nemlig behagelig, men desværre har tingene så også lukket.
Men de sjove detaljer på husene - de holder heldigvis aldrig lukket.
Gennem Encamp går landevejen, som til den ene side ender i Frankrig og som til den anden side ender
i Spanien. Derudover så består byen af nogle små smalle gader...
Vi kom naturligvis forbi - men ikke ind i - den nærmeste kirke: Santa Eulalia Encamp.
De ældste dele af den kirke stammer fra det 9. århundrede,
mens det 23 meter høje tårn stammer fra det 12. århundrede.
Da vi var næsten retur på campingpladsen og solen næsten var gået helt ned bag bjergene kom vi forbi
endnu en kirkelignende bygning. Men det er Radio Andorra.
Radioen er en af de ældste private radioer i Frankrig og sendte i perioden 1939-1981.
Fordi radioen havde sin sendelicens i Andorra, kunne den forbigå den franske stats monopol på radioeområdet og selvom både de tyske og de allierede styrker forsøgte at styre radioen under 2. verdenskrig, så lykkedes det ikke, da den blev beskyttet af Andorras neutralitet.
Naturligvis skulle vi lige et smut til Andorras hovedstad: Andorra la Vella. Hovedstaden er
Europas højestliggende og ligger 1023 moh.
Vi startede med at krydse ind gennem Central Park, som er byens største grønne område.
Parken er en blanding af rekreativt område med forskellige sportsbaner, legeplads, bænke
under træerne og en restaurant, der sælger både is og vand til lækkersultne og tørstige danskere.
Her er også en 'sten-sti' med en samling af forskellige sten - alle fra Andorra. Og en samling af
kunstværker.
Parken støder lige op af floden, som man kan krydse på en flot fodgængerbro.
Og så kan man fortsætte ind mod det pulserende byliv af en fin sti langs floden.
Inde i bymidten på de centrale gader reklameres der over alt med Andorras lave told.
Her er butikker med tøj og sko og tasker, men især med spiritus og tobak.
Og det forstår vi godt, for cigaretterne kostede det halve i forhold til i Danmark.
Og også spiritus og vin var billigere.
Der var dog også nogle ret strenge grænser for, hvor stor mængde, man må tage med ud af landet.
Rundt om i byen stod det ene underlige kunstværk efter det andet.
F.eks. faldt vi for kunstværket herover: 'Noblesse du temps' af Salvador Dali.
Det er fra perioden 1977-1984, udført i bronze og måler næsten 5 meter i højden.
Og for denne hjerne af bogstaver udført af Jaume Plensa i 2007...
Andorra le Valle er i øvrigt på mange måder en atypisk hovedstad. Der er for eksempel 3 timers
kørsel til de nærmeste lufthavne og de ligger i Spanien og Frankrig. Der er heller ingen togdrift i
landet, så den eneste mulighed for at komme til landet er med bus eller bil.
Da vi kørte ind i Andorra fra Frankrig tog vi som bekendt tunnellen for at undgå serpentinervejen
og Pas dela Casa.
Nu ved vi jo godt, at et sådan pas kan være en fantastisk smuk oplevelse, så vi besluttede allerede,
da vi kørte i tunnellen, at vi ville vende tilbage uden campingvognen en anden dag og så tage op over
passet.
Vi kørte derfor tilbage mod Frankrig og op over passet et par dage senere.
Det var den smukkeste dag med solskin og smuk blå himmel, som ellers sjældent er set i
sommermånederne i bjergene.
Vejen går over Port d'Envalira i 2408 meters højde og denne vejstrækning er den højestliggende
asfalterede vejstrækning i hele Pyrenæerne.
Vi var nødt til at gøre stop flere gange på vej op af passet, for udsigten var eventyrlig smuk.
Samtidig skulle der lige findes et par geocaches og så skulle vores nerver også lige falde til ro...
Ikke over vejen som sådan, men mere over cyklisternes fuldstændig vilde kørsel ned gennem svingene.
Vi forstår simpelthen ikke, at de tør.
I byen Pas de la Casa mødte vi så det andorranske svar på Fleggaard, Calle og Poetzsch...
Her kommer franskmændene ind og storshopper spiritus, tobak, kaffe, parfume, benzin, sukker osv...
Planen var at køre ca. 25 km ind i Frankrig, fordi det havde været et fantastisk smukt stykke vej.
Men den plan ændrede sig, da vi nåede så højt op, at vi kunne kigge ind over den næste dal.
Oppe fra var det uendeligt smukt med kigget ud over den hvide pude.
Nede i den hvide pude mindede det mest af alt om en temmelig tyk dansk tåge-suppe...
Så efter ca. 5 kilometer vendte vi om og kørte retur over passet og ind til den smukke blå himmel
og solskinnet i Andorra...
Altså lavede vi planen om og da vi var kommet et godt stykke ned gennem hårnålesvingene,
så drejede vi fra mod Grau Roig.
Stedet er et yndet skisportssted med adskillige skilifte, men også et fantastisk sted at
vandre om sommeren.
Vi besluttede os for at følge den blå sti op til Refugi Llac dels Pessons - en restaurant
oppe ved bjergsøen Llac dels Pessons. Søen er omgivet af en række bjergtoppe, hvoraf flere er
op til 2800 moh.
Turen op var hård i varmen - vi skulle ca. 300 meter op og nogle steder var det på ret stejle
stier mellem store sten.
Da vi kom helt op til søen, var det dog alle strabadserne værd.
For søen og restauranten var så smukt et syn i solskinnet, at det var Helles røde skuldre værd...
Nu hvor vi var kommet helt op, skulle vi naturligvis også lidt rundt oppe ved søen. Her lå flere geocaches som lokkede os i flere retninger og som udfordrede os lidt
rent terrænmæssigt.
For vi må indrømme, at vores fodtøj nok ikke helt var til at passere vand og våde sten.
Men pyt - vi gjorde det bare alligevel.
Turen ned til bilen var som sådan lettere - for vi tog vejen ned.
Vejen havde kun en ulempe: den var stejl og fuld af små løse sten. Dvs. noget lumsk at gå ned af...
Efter vores tur til Grau Roig, så vendte vi bilen og returnerede til campingpladsen.
På vejen gjorde vi stop på en rasteplads, der lå højt over Encamp og med en flot udsigt ned over byen.
Ud over en smuk udsigt ned over Encamp, så fik vi her dagens store overraskelse: vi parkerede ved en
rasteplads med kunstgræs! Det virker ret dumt i vores øjne, men det er selvfølgelig ret let,
når det nu ikke skal slås..
